Psykoterapeut (MPF) og socialpsykologisk antropolog (ph.d.)
Mette Line Ringsted Nimb, speciale i vold  www.resonans-psykoterapi.dk

Barn-forældre-overføringer i den terapeutiske relation
De fleste af mine klienter starter i terapi, fordi de er i krise og derfor har brug for støtte, hjælp og omsorg. Og jeg ser gang på gang, hvordan de får vakt følelser, der minder om et barns oplevelse af at være afhængige af sine forældre. Denne overføring aktiverer mine modoverføringer i følelser af at have et moderligt ansvar for omsorgs- og helingsprocessen.

Relationens formål og heling
Relationen mellem min klient og mig som terapeut er unik på flere måder. For det første er relationens formål at sørge for helingsprocessen. På den måde bliver jeg min klients allierede og stiller under hver session mit moderlige ansvar til rådighed for klienten. Jeg bringer ligeledes min viden, kompetencer og erfaringer i spil for den terapeutiske helings-proces.

Uegennyttighed og neutralitet
Når jeg som terapeut, går ind i en helings-relation, er jeg bevidst om, at klienten trods sin følelse af afhængighed, også skal have respekteret sin selvstændighed. Jeg er opmærksom på ikke at være EGENNYTTIG – ikke at bruge afhængigheden til at tilfredsstille mine egne behov. Et andet vigtigt aspekt er, at jeg forholder mig NEUTRAL. Neutral i denne sammenhæng vil sige, at jeg som terapeut ikke vælger side i klientens indre konflikter eller prøver at dirigere hendes livsbeslutninger.

Forpligtet moralsk holdning
Min tekniske neutralitet er dog ikke det samme som moralsk neutralitet. At arbejde med mennesker, som for eksempel er blevet misbrugt eller mishandlet (bredt forstået), så er min erfaring, at det kræver en forpligtet MORALSK HOLDNING. Som terapeut bliver jeg bedt om at være vidne til misbrug og mishandling. Som terapeut og menneske indtager jeg derfor en solidarisk holdning til klienten. Terapien vil naturligvis også altid indeholde undersøgelser ud i, hvor klienten selv har ansvar og hun dermed kan være med til at bryde misbruget og mishandlingen. Men grundlæggende vil en klient blive mødt af en forståelse for, at der er noget fundamentalt uretfærdigt ved den traumatiske oplevelse(r) og at der vil være behov for at genoprette følelsen af en overordnet retfærdighed og af klientens handlekraft.

Den terapeutiske alliance
Lige meget hvor uegennyttig jeg end stiller mig og hvor imødekommende jeg forholder mig, så ved jeg af erfaring, at den terapeutiske alliance ikke på forhånd kan tages for givet. Den skal over tid opbygges ved klientens og mine fælles anstrengelser. Helingen kræver, at det foregår i et samarbejde mellem klienten og mig som terapeut. Et traume, som involverer en ’overgriber’, ødelægger nemlig ofte klienters evne til at gå ind i en relation, som bygger på tillid. Min erfaring viser mig derfor, at det kan være et hårdt og langstrakt arbejde at opbygge den terapeutiske alliance. Det er derfor vigtigt, at vi begge i den helende relation er bevidste om de mekanismer og får italesat dem, så relationen kan fortsætte og de helende egenskaber få lov til at folde sig ud.

Terapeutens støttesystem
For at kunne bære, favne og moderligt tage ansvaret for klienters processer hen imod heling, går jeg selv kontinuerligt i professionel superversion. Det er nemlig uundgåeligt, at jeg som terapeut, der arbejder med mennesker i krise – måske traumatiserede, ikke bliver påvirket, og derfor skal støttesystemet fungere og danne en ramme, hvor der er rum for at give udtryk for såvel følelsesmæssige reaktioner som intellektuelle bekymringer i forbindelsen med helingen af klienterne.