Psykoterapi til dig, som har udviklet et problematisk og uhensigtsmæssigt forhold til mad. Måske spiser du for lidt (anoreksi), for meget, forkert og tvangsmæssigt (overspisning/BED), spiser og kaster op (bulimi). Eller måske har du udviklet en blandingsform af de forskellige spiseforstyrrelser.

Jeg oplever nemlig i mit arbejde som terapeut, at en spiseforstyrrelse ikke altid kan presses ind i en af de nævnte kategorier og at klienten ikke altid har et stereotypt fysisk udtryk, alder eller køn.

En spiseforstyrrelse er når dine tanker, adfærd og følelser i forhold til mad, vægt og udseende fylder og styrer i en sådan grad, at det begrænser din livsudfoldelse og livskvalitet. Og det er en lidelse, som du ikke bare med mere viden om problemet og med viljens kraft, ’kan tage dig sammen og komme ud af’.

For en spiseforstyrrelse kan nemlig være en reaktion på dine opvækstbetingelser. Spiseforstyrrelsen kan være et forsvar imod følelser, der er for overvældende som fx; tristhed, forladthed, ensomhed, skam, stress, vrede, angst m.fl. Det kan være en overlevelsesstrategi i et desperat, men uhensigtsmæssigt forsøg på at løse dybereliggende problemer.

Vejen ud af en spiseforstyrrelse er derfor en langsom proces, hvor du gradvist igennem den forstående og empatiske terapeutiske relation vil få:

En forståelse for, hvorfor netop du har udvikle en spiseforstyrrelse
Genetableret et hensigtsmæssigt billede af dig selv
Genetableret kontakten til dine følelser, potentialer og ressourcer
Taget ansvar for dit liv, dine relationer og dine valg

Som psykoterapeut kan jeg også støtte dig i kontakten til din læge, psykiater, jobcenter, måske pårørende, som det kan være fint og måske nødvendigt at samarbejde med.

Anoreksi og bulimi indgår i diagnosesystemerne ICD-10 og DSM-IV. Over-/tvangsspisning eller
Binge Eating Disorder (BED) indgår kun i DSM-IV.