• Artikel •

Arbejde med traumatiserede mennesker smitter

Traumer er smitsomme –
Er du socialrådgiver, antropolog, terapeut eller på anden måde vidne til klienters traumatiske oplevelser så læs med her

Psykoterapeut, antropolog, supervisor og underviser med speciale i traumers smittende effekt gør sig personlige og faglige refleksioner over traumatiske modoverføringsreaktioner

Psykoterapeut (MPF) og socialpsykologisk antropolog (ph.d.)
Mette Line Ringsted Nimb, speciale i vold  www.resonans-psykoterapi.dk

Traumatisk modoverføring
Jeg har i en lang årrække arbejdet som antropolog med mennesker, som var traumatiserede og jeg oplevede på egen krop i hvilken grad, at traumer er smitsomme. Jeg har måttet bærer på symptomer, som vi normalt ville kalde for posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD).

Jeg har siddet med følelser af tilfangentagen, magtesløshed, utryghed, raseri og mangel på tillid til mine medmennesker. Jeg har i mine vågne timer set billeder om soldaters overgreb på kvinder og børn og har haft mareridt om natten med samme overgrebstemaer.

De tre kroge
Noget af det var mit eget, men kun dele af det. For jeg blev reelt taget til fange af en rasende voldelig mand til en ung informant og jeg blev truet på livet og det rystede mig naturligvis – det er den første krog. Og jeg er vokset op i et samfund, hvor vold var en daglig realitet og derfor blev gamle oplevelser aktiveret i mødet med den aktuelle vold, som jeg var vidne til – det er den anden krog. Men jeg blev også, som alle der arbejder med mennesker, som er traumatiseret, påvirket af informanters overføringer og af traumefeltet og fik derved traumatiske modoverføringer, som var informanternes følelsesreaktioner og feltets påvirkning – det er den tredje krog.

Modoverføringer
Inspireret af Belin (1999) benytter jeg begrebet modoverføring om alle de følelser, man kommer i kontakt med, uanset om de er afstedkommet af ens egne tidligere oplevelser og eventuelle uløste konflikter, eller om de er aktiveret af klientens overføring og feltets påvirkninger.

Antropolog med speciale i vold
Jeg har været voldsforsker (antropolog ph.d.) i mange år og har arbejdet blandt mennesker, som udsat for vold i nære relationer og/eller led af senfølger efter voldelige overgreb – måske i barndommen.

Men der er ikke tradition for, at antropologer som arbejder med vold, uanset om de arbejder med torturofre, voldtægtsofre, børnesoldater, børn opvokset i hjem med vold, kvinder i voldelige relationer – som arbejder med lidelse, traumer og død – bliver oplært i brugen af supervision.

Psykoterapeut og supervisor med speciale i traumer
I dag arbejder jeg som psykoterapeut (MPF) og har specialiseret mig i arbejdet med traumer – både i arbejdet med mennesker, som er traumatiserede og med fagfolk, som arbejder med traumatiserede og i traumefelter. Det betyder, at jeg i dag arbejder med klienter, hvis liv på forskelligvis er påvirket af traumatiske oplevelser – har reaktioner og senfølger deraf.

Det kan være klienter med enkeltstående oplevelser med traumatiske oplevelser, såsom et overfald i det offentlige rum eller på deres arbejde (fx socialrådgivere m.fl.) eller voldtægt. Det kan også være klienter, som har været/er udsat for vedvarende længerevarende oplevelser med vold, såsom børn der er vokset op i hjem med vold eller kvinder levende i voldelige parforhold. Jeg arbejder også med ofre for vold, som i deres voksne livs frustrationer selv tyr til vold.

Erfaringer med modoverføringsreaktioner
Arbejdet med voldsudsatte har givet mig en lang række erfaring med det fænomen, som kendes som traumatisk modoverføringsreaktioner. For uanset om man er socialrådgiver, pædagog, antropolog eller terapeut, så vil det at være tæt på traumeramte mennesker fører til mere eller mindre bevidste modoverføringsreaktioner.

Vi kan få symptomer på posttraumatisk stressforstyrrelse (PTDS) såsom frygt, fortvivlelse, handlingslammelse, utilstrækkelighed, afmægtighed, ensomhed, isolation, raseri mv. I nogle tilfælde ses det, at vi brænder ud, får selvmordstanker og helt opgiver vores arbejde, fordi vi tror, at det er os, som ikke dur til arbejdet.

Supervision
I dag kunne jeg ikke drømme om at arbejde uden kontinuerlig professionel supervision. Som Belin (1999) skriver i ’Galskabens magt’, så kan vi igennem terapi og faglig vejledning spænde over et bredere følelsesregister. Vi bliver ikke følelsesmæssige usårlige – vi bliver ofte mere tilgængelige for påvirkninger. Fordelene ved supervision ligger snarere i, at man ikke længere påvirkes så ubevidst.

Det er her supervisionen eller anden faglig vejledning kan gøre den store forskel mellem at have ubevidst eller bevidst modoverføringsreaktioner. Det som gør forskellen mellem at blive rendt over ende eller kunne blive stående sammen med vores informanter, borgere, klienter eller patienter.

Jeg har altså erfaring med arbejdet i sammenhænge, hvor jeg ikke har fået supervision og sammenhænge, hvor supervision indgår som en naturlig og nødvendig tilgang til arbejdet. Det er nogle af disse erfaringer, som jeg bruger i arbejdet både som terapeut for terapeuter og i superviser for antropologer.